Klassisk pesto med basilikum
Hjemmelavet pesto smager fantastisk, og helt anderledes end meget af det, som man kan købe i butikkerne. Hvis du også er en af de mange pesto-elskere er du nødt til at gøre dig selv den tjeneste, at lave det selv – dine smagsløg vil takke dig for det!
Det er en klassisk italiensk sauce / dip. Det smager skønt og dejlig krydret, og er som at få en lille del af solskinsfulde Italien hjem til Danmark.
Derudover er pesto endda let og hurtigt at lave selv. Det kan klares på under et kvarters tid. Og hvis du har en basilikum til at stå i vindueskarmen er det her en god måde at få den trimmet på. Denne opskrift er en helt klassisk pesto, som man kender den med masser af basilikum, hvidløg, parmesan, pinjekerner og olivenolie. Jeg bruger oftest 1 helt fed hvidløg. Hvis man ikke er lige så stor fan af hvidløg kan du nøjes med at bruge et halvt fed hvidløg. Jeg tilføjer også altid lidt saft fra 1/4 citron, da jeg synes at det tager lidt af fedmen, som der nemt kommer i oliebaserede saucer. Saften kan udelades, hvis du ikke er til syre.
Madlavning med pesto
Jeg elsker at bruge pestoen til brød, så som foccacia, fladbrød, i sandwiches, på pizza og i pastaretter eller til at peppe en rugbrødsmad op. Det smager skønt med frisk nykogt pasta, som blot vendes i lidt pesto. Derudover er det bare perfekt til en dejlig solskinsaften. Det smager rigtig lækkert til grillmad. Mulighederne med denne sauce er uendelige.
Holdbarhed
Hjemmelavet pesto kan typisk holde sig i en ugestid på køl i en tætlukket beholder. Det smager bedst de første dage, hvor det er helt frisk. Derudover kan du også sagtens fryse din pesto ned, og tage den op en anden god gang du skal bruge det.
Klassisk pesto med basilikum
1
glas10
minutes15
minutesIngredienser
3-4 håndfulde basilikum, skyllet
0,5-1 fed hvidløg
50 g parmesan
30 g pinjekerner
4 spsk olivenolie
flagesalt
evt saft fra 1/4 citron
evt peber
Vejledning
- Rist først pinjekerne af på en pande til de får lidt farve. Rør lidt rundt i dem undervejs.
- Kom alle ingredienser i en minihakker eller foodprocessor.
- Blend til det har en ensartet og lind konsistens. Smag til med olivenolie, salt og evt. citronsaft og lidt friskkværnet peber.