miljoevenlig-toejvask-baeredygtig-livsstil
Hus og have

Miljøvenlig tøjvask

Selvom meget af miljøbelastningen ved tøj ligger i produktionen, så ligger rigtig meget også i tøjvask, tørring og strygning – og derfor er miljøvenlig tøjvask helt essentiel for at passe på jordens ressourcer. Det handler dog ikke kun om miljøbelastning. For vaskemiddel kan indeholde mange kemikalier, som kan være skadeligt for helbredet og forkert tøjvask reducerer også tøjets levetid. Derudover kan der være penge at spare på strøm- og vandregningen ved miljøvenlig tøjvask. Men det kan godt være lidt af en jungle at finde ud af, hvordan man vasker sit tøj, så man belaster miljøet mindst muligt. Derfor har vi udarbejdet denne guide, så du kan lære mere om den miljøvenlige tøjvask.

Vask sjældnere 

Mange af os har en tendens til at smide tøjet i vasketøjskurven, så snart det har været på en enkelt gang. Men det bliver tøjet ikke nødvendigvis beskidt af. Kig på tøjet om det har pletter eller lugt om det lugter. Ved at hænge dit tøj ud i den friske luft, kan du måske trække tøjvasken lidt. Dette er også med til at passe på dit tøj og spare strøm og vand. Derudover har uld, silke og diverse naturmateriale ikke godt af at blive vasket hyppigt. Et andet godt tip til at fjerne lugt er at lægge dit tøj i fryseren. Få timer i fryseren kan gøre underværker.

Sorter og vask på vrangen

Sorter dit tøj. Du kan f.eks. sortere efter farve, materiale og temperatur. Derudover anbefaler vi dig at vaske med vrangen udad, da det slider mindre på tøjet. Tøjet kan bl.a. også holde bedre på sin originale farve på denne måde, hvilket er med til at forlænge dets levetid.

Fyld maskinen

Mange af os fylder ikke maskinen nok, når vi vasker tøj. Undersøg hvor meget tøj, der må fyldes i din vaskemaskine og fyld den op hver gang for den mest miljøvenlige tøjvask. På den måde spare du også vand og el.

Benyt miljøvenligt og allergivenligt vaskemiddel

Mange traditionelle vaskemidler indeholder kemi, som potentielt kan være helbredsskadelige, da det bl.a. kan fremkalde allergi og astma. Derudover er kemi meget skadeligt for vores vandmiljø. Trods spildevandet ryger gennem et spildevandsanlæg er der stadig kemikalierester i vandet, som udledes i naturen. Og dette er svært for naturen at nedbryde. Især traditionel skyllemiddel indeholder meget kemi, og dette bør man derfor holde sig fra. 

Men der findes mange alternativer, som ikke indeholder kemi og om derfor er perfekte til mere miljøvenlig tøjvask. For at undgå kemikalier kan du gå efter en vaskemiddel, som er miljømærket – kig f.eks. efter EU blomsten eller Svanemærket. Derudover kan du se efter allergimærket Den Blå Krans fra Astma-allergi Danmark, som sikrer at vaskemidlet er uden parfume og allergifremkaldende stoffer. Yderligere er der også det tyske økologimærke Bio-Siegel. Lær mere om diverse miljø- og allergimærker her hos Forbrugerrådet Tænk.

Derudover bør du vælge en vaskemiddel, som er beregnet til koldvask, så du kan vaske ved lavere temperaturer. Denne indeholder nogle specielle enzymer, som gør at skidt og snavs opløses ved lave temperaturer. 

Der findes både miljøvenligt vaskemiddel i flydende form og i pulverform.

Sæbebær

Et af de mest populære alternativer til kemifyldt vaskemiddel er sæbebær, også kaldet vaskenødder og sæbenødder. Sæbebær er tørrede skaller, som stammer fra træet Sapindus mukorossi, som vokser i Centralamerika og Sydasien. De indeholder et naturligt stof, som hedder saponin, som har en skummende og sæbeagtig effekt, når det kommer i kontakt med vand. Det kan derfor opløse og fjerne fedt og snavs. Når du vasker med sæbebær skal du typisk benytte 4-5 stk. pr. vask. Disse kan typisk benyttes i op til fem vaske. Sæbebærrene lægges i en lille bomuldspose, som smides i vaskemaskinens tromle sammen med vasketøjet. Når vasken er færdig, skal skallerne tørre indtil næste vask. Sæbebærrene kan efter de fem vaske smides til kompost, da de er bionedbrydelige. 

Vaskeæg

Et andet alternativ at benytte til miljøvenlig tøjvask er vaskeæg. Et vaskeæg er typisk produceret af genanvendeligt PBA-fri plast. Ægget indeholder mineralpiller, som vasker tøjet. Mineralpillerne indeholder hverken mikroplast, parabener, fosfater eller  blegemiddel. Ægget smides, ligesom sæbebær, ind i vaskemaskinens tromle sammen med tøjet. Et vaskeæg kan typisk vaske op til 200 vaske. Derefter skal mineralpillerne genopfyldes. 

Doser den rette mængde vaskemiddel

Det er en god ide at undersøge, hvor meget vaskemiddel du egentlig bør bruge pr. vask. Mange hælder blot noget i maskinen og satser på at ramme korrekt. Men dette ender ofte i overdosering. Overdosering af vaskemiddel gør ikke dit tøj renere. Tværtimod kan der sidde rester af gammelt vaskemiddel i dit tøj og det kan irritere din hud. Dit tøj bliver altså mere beskidt, skaber irritation og du har et overforbrug af vaskemiddel. Den rette mængde vaskemiddel afhænger typisk af vandets hårdhed samt hvor meget tøj, der er i vaskemaskinen.

Tørring af tøjet 

Når du tørretumbler dit tøj bruger du både masser af energi og du slider på tøjet. Derfor er det bedst, hvis du benytter tørresnoren. Tøj kan dog indeholde flere liter fugt – typisk 2-3 liter pr. vask. Og derfor er det allerbedst, hvis du bruger tørresnoren udenfor for at undgå at luftfugtigheden stiger og der dannes råd og skimmelsvamp. Ved dårligt vejr eller hvis man ikke har adgang til en udendørs tørresnor kan det dog være nødvendigt at tørre tøjet indenfor. I så fald er det vigtigt at have god udluftning. Sørg gerne for at åbne nogle vinduer eller en dør og stil vasketøjet så tæt på udluftningskanalen, som muligt.  

Tørrebold

Hvis du alligevel ikke føler at du kan undvære tørretumblingen, så er det en god ide at investere i en tørrebold. En tørrebold lægges ind i tørretumbleren, og dette er med til at reducere tørretiden markant. En tørrebold gør, at luften citkuleres bedre i maskinen, så varmen fordeles bedre, så en tørretumbling kan forkortes med hele 10-30 minutter. Dette er både godt for klimaet, men bestemt også for din elregning. 

Vil du også lære om miljøvenlig rengøring? Så læs mere her.

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *